tirsdag den 12. maj 2015

2. del af USA turen fra søndag d. 10 maj.





2.del af USA turen fra søndag d. 10 maj.

Efter en del rådslagning og kortlæsning, samt kig ud af vinduet og på internettets vejrudsigt bliver vi nød til at ændre vore rejserute… 
Det er super møgvejr vi står op til, når man kører STOR autocamper. Det har sneet hele natten og hele pladsen er indhyllet i sne og sjap da vi får øjne kl. 0530. Vejrudsigten for Mount Rushmore og Yellowstone er meget dårlige, så beslutningen bliver taget om at finde sydpå i stedet for vestpå, i håb om noget bedre vejr. 
Det kræver et tilbagetog i vejarbejde og 2m baner hele 17 mile (26 km) før vi kan dreje til højre og køre ned af mod Nebraska… Kort har vi ingen med af, men jeg havde snuppet et tilfældigt kort i Elkhorn der viste sig at dække staten Nebraska også. Vi kører sydpå af ”83”og håber på at sneen snart er væk. 

Staten Nebraska er flot men der findes kun sand dyner (som ved Vesterhavet) og kæmpe græsarealer til deres kvæg… og det blev noget ensformigt at køre igennem fra nord til syd i staten. Smuk bestemt, men når det er ens over 330 km savner man forandring. Preben blev helt glad når han spottede en postkasse i vejkanten… her bor dog mennesker på nogle meget store Ranchés.

Endelig nåede vi sydgrænsen af Nebraska og havde udset os en Camperplads ved Lake C.W.MC. Conaughy, men inden skulle vi handle lidt fornødenheder og gjorde stop i Ogallala og måtte spørge os for, for at finde en forretning der solgte ferske kødvarer og grøntsager. 

Igen opdager vi at de fleste amerikanere spiser ude hver dag eller færdigmad fra mikroovnen. Det lykkedes dog og der blev handlet til nogle dage.

Nu skulle vi det sidste stykke og finde den plads vi havde fundet på vores interimistiske kort over Nebraska. På vejen ud mod søen, kører vi om kap med et meget langt tog… Det så helt surrealistisk ud med alle de kul-vogne bag hinanden med lokomotiver på midten til at trække ekstra. På højre side af bilen lå det ene ”samlingspunkt til køer på vej på græs” Ranch, efter det andet og der lugtede fælt af komøj hele vejen…

Endelig drejer vi af fra hovedvej 26 og kører de små 8 km ned af til søen. Der er ikke nogen reklame for Camping, så vi er spændte på om vi er kørt rigtigt… Det er vi,- men kommer en halv time efter lukketid på kontoret. Vi beslutter dog at gå en tur på pladsen og lokalisere et sted at ”dumpe” vores ”Black” and ”Grey” Water… Tankene fra toilettet og køkkenvasken er ved at være fyldte.
På gåturen spotter et ægtepar os og spørger om de kan hjælpe… Ja tak… må vi checke ind? De ringer til ejeren og vi kan frit vælge mellem alle ledige pladser og afregne fra kl. 0700 i morgen tidlig. Vi er de absolut eneste turister her … resten er fiskefolk med både til udsætning, men stedet er dejligt og vi orker ikke at køre længere i den kraftige vind, der er taget til hele dagen.
Vores første "dump" gik fint efter at Preben næsten mistede tålmodigheden med mig og bakgearet i Camperen. Jeg var bange for at bakke ind i en træstamme her og der omkring os…
Klokken blev 1830 og vi fandt en plads med udsigt og fik sluttet vand og strøm til… Rødvinstid og ”abslappen” efter en lang dag. Bogen og sudukoen er fundet frem, samt denne lille historie fra ”mors dag” uden internet … i USA.
Kærlige hilsner fra P og A

11 maj på USA turen

Tidligt vågen - gåtur i kulde… tilbage med fine billeder af solopgangen og glæder mig til varm kaffe. Preben er også oppe og har ligesom jeg taget billeder af solopgangen… nu mangler vi bare at finde ud af hvad klokken er ??? tablet og PC siger 06xx, telefoner siger 07xx, og vore armbåndsure 07xx… Nu ved vi det efter forespørgsel på Campkontoret,,, Kl. er 07xx på denne tidslinie. ( Vi krydsede tidszonen en time før campingpladsen i går). 

Efter et solidt morgenbord med varm kaffe til, lægger vi fra land mod vest. Vi forlader Nebraska og kører ind i det sydlige Wyoming. Der ligger en masse sne på bjergene men udsigten er flot. Vi kører parallelt med jernbanen og ser nogle meget lange tog undervejs.

Vi krydser en stor bjergkæde og benzin måleren når kritisk lavt niveau... men heldigvis dukker der 16 mil fremme en lille cowboy by op, Dalton Town, der har en tankstation. Godt nok ikke den kvalitet vi skulle have men de muliges kunst. Vi får tanket 10 gallons, så vi kan nå frem til vores stop på Laramie KOA Campingplads.

Solen har skinnet hele dagen, så billederne er blevet flottere... Ca. 16-18 grader har vi til vores velfortjente rødvin på bænken udenfor vognen efter 430 km på vejene.

Vi får lavet aftensmad og hygger os, men finder alligevel køjen tidligt. Vi måtte have hjælp af en nabo med instruktion i optænding af gasovnen, men nu har vi også lært det.

Idag den 12 maj har vi besluttet at blive på pladsen, for der er en del sightseeing i området og vi fortjener en kørefridag. Mere derom i aften, men nu vil jeg lægge billeder på og udgive denne del først. Pas på jer selv derhjemme.

Til Simon... STORT TILLYKKE med veloverstået teoriprøve... Flot klaret.

knus og kram fra de rejsende Preben og Anette



















2 kommentarer:

  1. Hold nu op i oplever da noget derover, pas på hinanden.... glæder mig til forsat at følger jer.... Knus Pernille

    SvarSlet
  2. Fantastisk at du finder tid til at skrive alle de spændende beretninger Anette! Her i DK har vi heller ikke for godt vejr. 10 til 15 grader med blæst og regnbyger, så det kan jo kun blive bedre.
    Knus Karen og Wolle

    SvarSlet