tirsdag den 2. august 2016

Europatur 1 for Betty og Co


Hej til alle der gider læse med... :-)

Så blev det vores tur til at holde sommerferie… Vi har glædet os længe til at komme på Europa tur med vores nyerhvervelse: autocamperen ”Betty”. Hun er afprøvet i DK hele foråret, men nu skal hun ud på en længere tur gennem Europa. Vi har ikke før holdt ferie om sommeren og har dermed heller ikke set så meget at Europa på nær de små charter afstikkere med en flyver. Den foreløbige rute der var på tegnebrættet i DK ser således ud:
København - Nykøbing Falster – Dresden – Prag – Salzburg – Søen ved Bled i Slovenien – Kroatien – Østrig – Mosel – Belgien – og til sidst retur til DK til En søndag på Als den 21 august.
Torsdag den 21 juli lagde vi ud og tog til Nyborg centrum nogle timer og kørte derfra videre til Korsør lystbådehavn og nød en sommeraften i vandkanten. Vi skulle ende i København på Holmen fredag lige over middag, hvor vi skulle mødes med 4 banditter til en hyggelig weekend i København. Kulminationen på denne weekend var forestillingen ”Dirty Dancing” i Operaen. Hvor Silas Holst og … Norholdt havde hovedrollerne i stykket.
Vi kom sidst til mødestedet på Holmen men vi fandt vores værelser og besluttede hurtigt at vi skulle en tur på gå ben over til Nyhavn. Papirøen ”Copenhagen Streetfood” og Operaen udefra blev checket ud på vejen. Vi beslutter nogle timer senere at spise på Papirøen på hjemvejen… men men men… der var RIGTIG mange mennesker denne sommeraften, så det blev en skive pizza, stående til aften denne dag. Retur til rødvinshygge i gården.
Lørdag formiddag – en spadseretur til Christiania, da flere af de andre ikke havde set det før. Hyggeligt med en formiddags øl blandt Christianitterne. Vi handlede ind til frokost på bænken på hjemvejen og eftermiddagen var afsat til besøg på Bakken, hvor Matadorbyen Korsbæk er opført som attraktion. En oplevelse hvis man har set Matador… !! Derfra tog vi retur til vores bænk i gården og Frits og Co havde bøffer til grillen med retur. Det blev en rigtig hyggelig aften med kanon salut af batteriet Sikstus da solen gik ned.
Så blev det søndag og specielt vi tøser glæder os meget til forestillingen kl. 1500. Men der kunne også lige blive plads til en havnerundfart om formiddagen og en øl i Nyhavn. Retur til omklædning med havnebussen, var vi heldige at Operaen netop åbnede for ”kig”. Fint at se bygningen og udsigten inden den blev fyldt med koncertgæster.
Vi er så klar til forestillingen, som heldigvis ikke skuffer. Rigtig mange detaljer, stort set alle, fra filmen er med, så vi klapper og klapper og klapper til slut. Super flot og dejlig forestilling.
Efterfølgende var det afsked med de 4 banditter… De skal retur til Sønderjylland og vi skal mod Nykøbing Falster. Vi har haft en super god og hyggelig weekend. !!
Vi rammer Nykøbing sent og pladsen er ikke alt for ren og lidt kedelig, men vi bliver der for den ene nat. Mandag formiddag den 25 juli, besøger vi farmor og tager hende med ud til Guldborg Sund for at spise smørrebrød i det grønne. En hyggelig dag hvor hun fik prøvet at køre med i ”Betty”. Vi drak en øl på terrassen og Keld kiggede også forbi.
Sidst på dagen tager vi afsked med hende og ønsker hende en god fødselsdag d. 11 august hvor hun fylder 92 år.
Gedser – Rostock færgen bragte os videre på ferien og kl. 2200 nåede vi ”Plau am See” camping, som lige kunne klemme en enkelt lille camper mere ind før der var udsolgt. Pyha vi var trætte efter en god og lang dag.
Tirsdag den 26 juli… Vi har sovet, gået og badet… Vi er klar til videre færd mod Dresden. Anette lægger ud ved rattet og lige før både vejarbejde og hele centrum af Berlin tager Preben bussen. Hold da op der er megen trafik og smalle kørebaner. Med 100 km tilbage får jeg rattet igen og kører ligeledes af korteste rute gennem hele Dresden før vi rammer den ønskede campingplads midt i byen. Der skal vist ske en justering af vores GPS i bussen… Et par SMS til familien og hygge med andre danskere fra Egtved afslutter en fin men lang køredag.
Onsdag den 28 juli tilbringer vi i Dresden – Alt Stadt. Domkirken var skøn og hele den gamle bydel blev trappet af. Om eftermiddagen tog vi cyklerne langs Elbe og en smule regnbyger fik vi også, så de fine cykelregnslag med polkaprikker fra Aldi fandt god anvendelse før vi spiste frokost i vandkanten ved ”Das Blaue Wunder” broen. I alt fik vi 40 km på cykel i byger og 25 grader.
Vi er for hjemadgående men der findes mange skæve og ulige veje i Dresden, så kun med hjælp i vejkrydsene fandt vi retur til et fortjent glas hvidvin. Et par vaskemaskiner blev også sat over… vasketøjet havde hobet sig lidt op, men fint når de nu stod til afbenyttelse mod et mindre gebyr.
Torsdag skal turen gå videre mod Prag og vi glæder os meget til de mange seværdigheder vi har læst om. Vi håber at finde en campingplads centralt, så vi kan cykle til det hele. Solen er helt fremme igen, da vi kører mod Prag. De første bakker dukker op og vi laver en afstikker for at opleve Sachsens Schweitz. Rigtig flot spot og landsby med en lille trækfærge over Elben.
Retur derfra kører vi motorvej de sidste 155 km til Prag mest for at ankomme tidligt. Det var en oplevelse at finde gaden i nord af Prag centrum, hvor en del beboere har omdannet deres baghaver til små campingpladser. Den første vi checkede ind på lod meget tilbage at ønske, men en travetur i gaden bragte os til den skønneste lille plads hos Jolana og hendes mand. Golfbaneplæne – hyggelige æbletræer – selv en lille bar og terrasse – flotte rene baderum - et møde med en familie fra Bording og et dansk/norsk par rundede dagen af på fornemste vis. Jolana sørgede for sporvognsbilletter og hovednøgle til porten, så nu var basen ok til vores oplevelser i Prag.
2 pragtfulde dage til fods i denne dejlige by. Stort set alle seværdigheder fra ”turen går til” bliv kigget ud og nydt. Vejret er med os 26-28 grader og en lille sky hist og pist. Vi har taget rigtig mange billeder og jeg glæder mig allerede til næste besøg her. Sidst på dag 2 retur til oasen efter besøg i Domkirken og hele området på den anden side af Karlsbroen. Lokal frokost – Gullash og Porkribs indtaget med god kold tjekkisk fadøl til. Det giver ingen aftensmad denne dag… der er ikke plads. !!
Kan kun anbefale et besøg i Prag, men afsæt mindst 2 dage og helst et par mere for at nå det hele.

Herfra går turen videre mod Salzburg, spændende hvor vi ender… men i hører nærmere, men til nu har det været en super ”første Europa tur” med vores Betty. Dejlig måde at komme rundt på…!
Hej igen… vi er på… Vi har forladt Prag og har kurs sydpå til Linz. Vi ender i Pettenbach på slotscamping efter en varm dag i bilen. En bette travetur i området og tidligt på køjen.
Mandag d. 1 august
Vi kører af de små veje til Gmunden – Traunsee, videre til Attersee . Maleriske scener… Mondsee og derfra på motorvej udenom Salzburg. Vi skal snart tanke og kører fra til en lille bjerglansby for at finde de billigere dieselpriser og et godt frokostspot. Vi finder begge dele i Pangau – Preben sparede 220 kr. på 120L dielsel i forhold til motorvejen.!
Frisk indkøbt rugbrød med laks og en ostemad med kaffe til finder også plads. Nå,- vi vil gerne nå helt til Bled søen som Grede og Per anbefalede i god tid… og kl. ca. 1530 rullede vi ind i kaoskøen til Camping Bled. Hold da op hvor er folk pirrelige når det har givet skybrud tidligere på dagen, der gør at pladserne er meget mudrede. Vi fandt dog en fin plads og stillede op efter East / West… (fik os vendt 180 grader..) Pyt for her er skønt og det første kig på og omkring søen tegner fint. Der røg lam på grillen med grøntsager til og det var super godt.
Tirsdag d. 2 august
Dagen starter tidligt og jeg glæder mig til turen omkring søen på ”kun” 7 km, men til gengæld fås de ikke ret meget smukkere før solen stod rigtig op…. Hold da op. !!
Retur fra turen til veldækket morgenborg. Bad og kaffe er en god ting og bad/toiletforhold er fine her. Nu skal cyklerne igen prøves af og vi starter blidt med halvdelen af søen rundt før vi svinger ud i lokalområdet. Der er bare smukt kan jeg sige… Op og ned det går- mest ned og det bekymrer Preben lidt af hensyn til hjemturen. Vi må spørge om retninger undervejs og en kvinde gav gode hints… følg vejen – ved broen til venstre – og fortsæt . . pyha vi kom langt omkring… 23 km der sluttede kredsen tilbage i Bled med de sidste 3,5km af rundturen om søen.
Retur til frokost – nu står den på kold øl og vasketøj kombineret med frokost og mindre shorts for varmen er dukket op. J
Vil nu forsøge at oploade denne del og så høres vi ved om nogle dage igen…
Kærlige hilsner Preben og Anette

































Ingen kommentarer:

Send en kommentar